Det var en tid med stor og ophøjet begejstring. Landet stod med våben i hænderne, krigen var i gang, og i hvert bryst brændte den hellige ild af patriotisme; trommerne drønede, musikkorpsene spillede, rigtige pistoler knaldede, bundtede fyrværkerier hvæsede og spruttede; overalt og langt ude over de tilbagetrækkende og udtonende tage og balkoner vajede en flagrende vrimmel af flag i solen; dagligt marcherede de unge frivillige ned ad den brede gade, glade og stolte i deres nye uniformer, mens fædre, mødre, søstre og kærester jublende hilste dem med stemmer kvalt af lykkelig bevægelse, når de gik forbi; om aftenen lyttede de tætpakkede masseforsamlinger, forpustede, til patriotiske taler, som rørte deres inderste hjerter, og som de med jævne mellemrum afbrød med stormende bifald, mens tårerne trillede ned ad deres kinder samtidig; i kirkerne prædikede præsterne om hengivenhed for flag og fædreland, og de påkaldte “Kampens Gud”, idet de bad inderligt om Hans hjælp i vores retfærdige sag med glødende veltalenhed, som gjorde indtryk på alle tilhørere.
Det var sandelig en glædens og nådens tid, og den lille håndfuld modige sjæle, der vovede at misbillige krigen eller sætte spørgsmålstegn ved dens retfærdighed, modtog øjeblikkeligt en så streng og vred advarsel, at de – af hensyn til deres personlige sikkerhed – hurtigt trak sig tilbage fra offentlighedens øjne og ikke fornærmede yderligere på den måde.
Søndag morgen kom – næste dag skulle bataljonerne tage til fronten; kirken var fyldt; de frivillige var dér, deres unge ansigter oplyst af krigerske drømme – syner af den ubønhørlige fremmarch, den voksende styrke, det voldsomme angreb, de blinkende sabler, fjendens flugt, tumulten, røgen, der indhyllede alt, den heftige forfølgelse, overgivelsen! – så hjem fra krigen, solbrændte helte, modtaget, elsket, nedsænket i gyldne have af herlighed! Med de frivillige sad deres kære, stolte, glade og fulde af brændende beundring. Gudstjenesten fortsatte; der blev læst et krigskapitel fra Det Gamle Testamente; den første bøn blev fremsagt; derpå fulgte en orgelbrusen, der fik bygningen til at ryste, og med én impuls rejste menigheden sig, med funklende øjne og bankende hjerter, og udbrød i den vældige bøn:
“Den Højeste, frygtindgydende Gud! Du styrer alting! Må dit horn brøle som torden, og dit sværd lyse som lyn!”
Så kom den “lange” bøn. Ingen mindedes noget lignende i lidenskabelig bønfærdighed, bevægende og smuk tale. Kernen i denne bøn var, at en evigt barmhjertig og velvillig Fader for os alle ville våge over vores ædle unge soldater og hjælpe, trøste og opmuntre dem i deres patriotiske dåd; velsigne dem, beskytte dem på kampens dag og i farefulde stunder, bære dem i sin mægtige hånd, gøre dem stærke og sikre, uovervindelige i det blodige slag; hjælpe dem med at knuse fjenden, og skænke dem og deres flag og deres fædreland uudslettelig ære og herlighed—
Præcis i dette øjeblik trådte en ældre fremmed stille ind i kirkens midtergang, hans øjne stift rettet mod prædikanten; hans høje skikkelse var indhyllet i en kappe, der nåede ned til hans fødder, hans hoved var ikke dækket, det hvide hår faldt som et skummende vandfald ned over hans skuldre, hans furede ansigt var unaturligt blegt, næsten spøgelsesagtigt. Mens alles øjne fulgte ham med undren, skred han tavst frem; uden at standse gik han op til prædikantens side og blev stående der. Med lukkede øjne, uvidende om hans nærvær, fortsatte prædikanten sin bevægende bøn og afsluttede den til sidst med disse ord, udtalt i en brændende appel: “Velsign vore våben, skænk os sejren, o Herre vor Gud, Fader og Beskytter af vort land og vort flag!”
Den fremmede rørte ved prædikantens arm og gav ham et tegn til at træde til side – prædikanten, overrasket, gjorde det – og den fremmede tog hans plads. I nogle øjeblikke betragtede han den fortryllede menighed med højtidelige øjne, hvor der brændte et besynderligt lys; så sagde han med dyb stemme:
“Jeg kommer fra Tronen – bærende et budskab fra den Almægtige Gud!” Disse ord ramte forsamlingen som et slag; hvis den fremmede bemærkede det, lod han sig ikke mærke. “Han har hørt sin tjeners – jeres hyrdes – bøn, og Han vil opfylde den, hvis det stadig er jeres ønske, når jeg, Hans sendebud, har forklaret jer dens betydning – det vil sige, dens fulde betydning. For den ligner mange af menneskers bønner, idet den beder om mere, end den, der fremsiger den, aner – medmindre han stopper op og tænker efter.
“Guds tjener, som også er jeres tjener, har fremsat sin bøn. Har han stoppet op for at overveje den? Er det kun én bøn? Nej, det er to – én udtalt, den anden ikke. Men begge er nået den, som hører alle bønner – både de udtalte og de uudtalte – i øret. Husk dette godt – hvis I beder om en velsignelse for jer selv, skal I være forsigtige så I ikke uforvarende påkalder en forbandelse over jeres nabo samtidig. Hvis I beder om regn over jeres egne marker, kan det være, at I uforvarende beder om, at jeres nabos marker skal tørre ud. I har hørt jeres tjeners bøn – den udtalte del. Jeg er af Gud sendt for at formidle den del, som ikke blev udtalt – den del som prædikanten og I i jeres hjerter har bedt inderligt men ubevidst om. Må Gud tilgive jer, hvis I er uvidende om det! I har hørt disse ord: ‘Skænk os sejren, o Herre vor Gud!’ Det er ikke nok. Den uudtalte del af bønnen er: ‘O Herre vor Gud, hjælp os med at rive deres soldater i blodige stykker med vores granater; hjælp os med at dække deres smilende marker med de blege lig af deres faldne patrioter; hjælp os med at overdøve kanonernes torden med skrigene fra deres sårede, der vrider sig i smerte; hjælp os med at ødelægge deres ydmyge hjem med en rasende ildstorm; hjælp os med at sluge hjerterne hos deres uskyldige enker med en uindfærdig sorg; hjælp os med at drive dem og deres børn ud af deres hjem, så de vandrer hjælpeløse gennem deres ødelagte land, fordømt til at tåle den brændende sol og de isnende vinde i sommer og vinter, sindsløst udmattede, træt af prøvelser, bønfaldende til Dig for hvile i graven, men forblev uden – for vor skyld, vi, der tilbeder Dig, Herre, knus deres håb, ødelæg deres liv, forlæng deres bitre rejse, tung deres skridt, lad tårer gennembløde deres veje, farv den hvide sne rød med blodet fra deres sårede fødder! Vi beder om det i kærlighedens ånd, hos Dig, som er Kærlighedens Kilde, og som er den evige tilflugt og ven for alle, der er hårdt trængt, og som søger Din hjælp med ydmyge og sønderknuste hjerter. Amen.'”
[Efter en pause] “I har bedt om alt dette; hvis I stadig ønsker det, så sig det! Den Højestes budbringer venter.”
…
Senere antog man, at denne mand var gal, for der var ingen fornuft i det, han sagde.